WHO kategoriserer mikrobølgestråling som et 2B carcinogen:
Skadevirkningerne af mikrobølgestråling på levende væv har været kendte meget længe. Russiske forsøg tilbage i 1930 har bla ført til, at Rusland har én af de laveste grænseværdier overhovedet for radiofrekvent elektromagnetisk stråling (RF-EMF), som omfatter primært mikrobølgestråling. Tilsvarende viden har i den vestlige verden været tilgængelig siden de militære forsøg i 60'erne og 70'erne. Forholdsvis lavt niveau af mikrobølgestråling kan således virke direkte dræbende på mikroorganismer. (Vela, et al., 1979)
I takt med at flere og flere forskningsresultater således påviser forskellige helbredsskadelige effekter af mikrobølgestråling, har emnet fået større politisk bevågenhed, foreløbigt kulminerende med WHO's kategorisering (2B) af sådanne strålingsformer som muligt kræftfremkaldende (IARC 2011).
Stort set alle andre stoffer på 2B-listen er enten helt forbudte eller undergivet streng myndighedskontrol (eksempler som tetraklorkulstof, DDT og bly), hvorfor det i denne sammenhæng forekommer underligt, at ingen danske myndigheder tager skridt til at beskytte offentligheden mod eksponering for mikrobølgestråling. Både WHO's cancerpanel og Det Europæiske Miljøagentur anbefaler at bruge Forsigtighedsprincippet på dette område, idet der er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation (se videre side 42).
Det forekommer at være særdeles besynderligt, at man fra myndighedsside, i stedet for at udvise rettidig omhu og ansvarlighed, nu tvinger de samme mikrobølgefelter, som IARC / WHO allerede har klassificeret som 2B carcinogen (muligt kræftfremkaldende), helt ind i de enkelte borgeres huse. Det står i åbenlys modsætning til den forventning om forebyggende ansvarlighed, man normalt ville finde relevant i forhold til landets sundhedsmyndigheder.
Mikrobølgestråling – og forskellige andre forstyrrende elektromagnetiske felter – kan forårsage en lang række allergi-lignende tilstande, hvor menneskers helbred påvirkes i større eller mindre grad. Oftest benævnes denne tilstand som EHS, Elektro Hyper Sensitivity. Der er store individuelle forskelle mellem EHS ramte, både hvad angår hvilke frekvenser de er følsom overfor samt graden af følsomhed. Det er påvist, at når der tages højde herfor, kan forsøgspersoner med 100% sikkerhed afgøre, om de bliver eksponeret (Rea et al 1991). De fleste studier tager ikke højde herfor.
De metodologiske svagheder i mange af de undersøgelser, der ikke finder dokumentation for EHS, kan synliggøres med følgende tænkte eksempel:
Hvis man tester fødevareallergikere ved eksponering med mælk vil en stor del af dem selvfølgelig ikke reagere fordi de ikke er allergiske overfor mælk, men overfor andre fødevarer. Der er forhåbentligt tydeligt for enhver, at man ikke herudfra kan afvise eksistensen af allergi, men megen såkaldt ”forskning” forsøger faktisk af afvise EHS med samme fejlslagne metodologi.
Det foruroligende er i hvor stort omfang sundhedsmyndighederne stadig vælger at støtte sig til sådan umiddelbart fejlvisende forskning.
Imidlertid presser videnskabelige arbejdsgrupper under WHO dog på for at optage EHS i ICD (International Classification of Diseases). (WHO 2011)
At EHS endnu ikke er medtaget i ICD, kunne således skyldes politisk modstand eller lobbyarbejde fra mobilindustrien, idet de enkelte arbejdsgrupper under WHO er videnskabeligt funderede, mens ledelsen er politisk udpeget.
Der er således meget langt fra de politisk styrede udmeldinger i WHO's officielle "Fact Sheet nr. 296" (WHO 2005) med forholdsvis brutal afvisning af EHS-problemer og til det videnskabelige arbejde under WHO, hvor man tydeligvis har indset sammenhængen:
"We need to include these illnesses [MCS and EHS] in the WHO International Classification of Diseases (ICD), because what makes it more difficult for legal recognition is precisely the lack of code for these diseases in the ICD." --- WHO 2011
Tilsvarende kunne iagttages for år tilbage i forbindelse med tobaksrygning, hvor WHO's officielle indstilling til tobaksrygning først ændredes, da Gro Harlem Brundtland fjernede tobaksindustriens folk fra de forskellige rådgivende organer under WHO.
Meldingerne fra de forskellige videnskabelige arbejdsgrupper under WHO er således særdeles tydelige - allerede i 2004 godtgjorde en arbejdsgruppe under WHO behovet for kategorisering af EHS i med følgende beskrivelse af tilstanden
“ Electrohypersensitivity is defined as (...) . a phenomenon where individuals experience adverse health effects while using or being in the vicinity of devices emanating electric, magnetic, or electromagnetic fields (EMFs). . . Whatever its cause, EHS is a real and sometimes a debilitating problem for the affected persons, while the level of EMF in their neighborhood is no greater than is encountered in normal living environments. Their exposures are generally several orders of magnitude under the limits in internationally accepted standards.” --- WHO 2004
Tilsvarende fra ovennævnte videnskabelige forum under WHO i 2011:
We need to include these illnesses [MCS and EHS] in the WHO International Classification of Diseases (ICD), because what makes it more difficult for legal recognition is precisely the lack of code for these diseases in the ICD. The adverse reactions to chemicals or electromagnetic radiation vary in duration according to each patient, and the manifestations differ too. When the patient is again exposed, symptoms usually worsen or result in the appearance of new symptoms. The process of these diseases (MCS and EHS) is chronic and the patient’s situation is exacerbated if he/she lives in a toxic environment, such as near Tarragona petrochemical industry or subjected to electromagnetic radiation: emissions in the neighborhood, mobile phone antennas , etc. The patient has to avoid re-exposure. We are facing very high numbers of people already diagnosed . . . between 12% and 15% of the population has some kind of disturbance in the presence of a chemical substance. In the EHS, figures of affected people are between 3 and 6% of the population, but these numbers are growing continuously. --- WHO 2011
EHS-ramte befinder sig således i en situation, hvor de reagerer fysiologisk på elektromagnetiske felter fra eksempelvis mikrobølgestråler. Det betyder normalt et meget højt tab af livskvalitet, idet personen må indrette sin livsførelse efter de begrænsninger, lidelsen giver. Det særligt problematiske i denne forbindelse er de danske myndighedes manglende accept af lidensen i den nationale ICD, hvilket i mange tilfælde forhindrer de ramte personer i at få lægelig hjælp og støtte. I Sverige er EHS anerkendt, og EHS ramte hjælpes bl.a. med beskyttelse mod stråling, så de kan fungere normalt.
For en person med EHS er et hjem med trådløs fjernaflæst elmåler ubeboeligt. I værste fald kan beslutningen om fjernaflæste elmålere derfor, – som det allerede er sket i flere tilfælde - tvinge i forvejen sårbare personer til enten at frasige sig tilkobling til eksempelvis el-nettet, eller blive invalideret på grund af strålingen fra den trådløse måler.
Bemærk, at med udgangspunkt i WHOs tal vil mellem 3 og 6% af befolkningen umiddelbart blive udsat for væsentlige og skadelige helbredspåvirkninger ved installation af trådløse målere. Med udgangspunkt i det seneste publicerede folketal fra Danmarks Statistik (2013) vil mellem 168705 og 337410 danskere blive ramt helbredsmæssigt ved installationen af trådløse målere. Det kan endvidere tilføjes, at disse værdier er særdeles konservative estimater. Andre forskere (Hallberg og Oberfeldt, 2006) har foretaget statistiske undersøgelser af forekomsten af EHS gennem de forløbne årtier og har på baggrund af disse data foretaget regressionsanalyse, hvorved en stigende trend kan iagttages:
Ved extrapolering af kurven mod år 2017 vil det således vise, at op imod halvdelen af befolkningen i een eller anden grad vil udvise symptomer, der er sammenlignelige med EHS.
Da der endnu kun er begrænset opmærksomhed på lidelsen blandt de praktiserende læger, vil forventeligt kun en mindre del af de ramte personer rent faktisk erkende deres lidelse som EHS, hvilket med tilsvarende sandsynlighed vil betyde store ressourcer anvendt i sundhedssektoren til at diagnosticere og behandle de allerede nu vidt udbredte forskellige former for funktionsnedsættelser uden egentlig erkendt ætiologi.
EHS kan således vise sig at få betydelig samfundsmæssig betydning i forhold til sundhedsudgifter og udgifter til forskellig hjælp til personer med så stærk EHS, at de ikke længere er i stand til at arbejde. Data fra 2002 (Hillert, et al., 2002) viser, at 10% af alle EHS-ramte i Sverige var langtidssygemeldte eller på førtidspensionslignende ordninger. (Til sammenligning er det alderskorrigerede tal for hele befolkningen på 5%). Danske tal vil formentligt være større - i Sverige yder myndighederne kompenserende støtte til EHS-ramte, herunder beskyttelse mod stråling, så EHS ramte kan ofte kan forblive relativt symptomfrie, og arbejdsdygtige. Hvis man i stedet, som ved den vedtagne opsætning af fjernaflæste målere, tvangseksponerer alle danskere kan man forvente endnu flere uarbejdsdygtige personer. Udover de personlige omkostninger i form af tab af leveår og livskvalitet vil det selvfølgelig også betyde stærkt forøgede omkostninger for samfundet.
Det er derfor særdeles bemærkelsesværdigt, at de danske sundhedsmyndigheder er meget sene til at reagere på - hvad der i hvert fald ud fra et profylaktisk perspektiv - burde erkendes som ringende alarmklokker. Allerede i 2005 beskrives EHS i detaljer i udgivelser fra WHO. Lidelsen er stadig ikke anerkendt af den danske sundhedsstyrelse - på trods af, at WHO direkte angiver, at de enkelte lande kan medtage EHS i deres lokale ICD - uden at vente på WHO.
Each country can recognize these diseases and include them in their ICE, independently of WHO, since according to the WHO countries have sovereignty on this issue. ---WHO 2011
Symptomlisten for EHS beskrives således fra WHO:
"EHS is characterized by a variety of non-specific symptoms, which afflicted individuals attribute to exposure to EMF. The symptoms most commonly experienced include dermatological symptoms (redness, tingling, and burning sensations) as well as neurasthenic and vegetative symptoms (fatigue, tiredness, concentration difficulties, dizziness, nausea, heart palpitation and digestive disturbances). The collection of symptoms is not part of any recognized syndrome." ---WHO 2005
Kategoriseringen af RF-EMF som muligt kræftfremkaldende skete i 2011, men sidenhen er der publiceret så meget forskning, der påviser kræftfremkaldende effekter, at flere forskere påpeger nødvendigheden af at opklassificere RF-EMF (og herunder mikrobølger) som påvist kræftfremkaldende:
“By reviewing key epidemiological studies, some of which have been published since the IARC review, addressing methodological critiques of their own and other studies, and reporting the results of a meta-analysis of their own and the IARC coordinated Interphone study, Hardell et al provide new and compelling evidence for IARC to re-evaluate its classification of ‘a possible carcinogen’, with a view to changing that assessment of electromagnetic radiation from mobile phones, cordless phones, and other wireless devices at least to a ‘probable human carcinogen,’ i.e. Group 2A.” ---(Davis, Kesari, Soskolne, Miller, Stein, 2013 )
“Based on Hill’s viewpoints and his discussion on how these issues should be used, the conclusion of this review is that glioma and acoustic neuroma are caused by RF-EMF emissions from wireless phones. According to the IARC Preamble, the classification should be Group 1, i.e., ‘the agent is carcinogenic to humans’, and urgent revision of current guidelines for exposure is needed.” (...) “Because of the widespread use of wireless technology, even a small risk increase would have serious public health consequences.” --- Hardell, Lennart., Carlberg, Michael, 2013
Man plejer at sige, at man kan måle et samfunds udviklingsniveau på, hvorledes samfundet tager sig af sine svageste medlemmer. Et så højt udviklet samfund som det danske burde følgeligt udvise samme respektfuldhed over for sine borgere som eksempelvis i Sverige, hvor EHS længe har været anerkendt som funktionsnedsættelse på linje med andre handicaps, hvilket berettiger til støtte og hjælp fra myndighederne.
Det kan endvidere undre, at den danske sundhedsstyrelse kan offentliggøre dokumenter som det nyligt udsendte (Sundhedsstyrelsen, 2013), hvor man åbenlyst går imod allerede erkendte problemer og forskning og baserer sin stillingtagen på ganske snævre epidemiologiske undersøgelser af begrænset validitet, og derved forkaster hundredvis af eksperimenter, der påviser helbredsskadelige effekter. En politisk stillingtagen af en sådan karakter fører til udvikling af et samfund, hvor man kontinuerligt udsætter de svageste for forfølgelse og mistænkeliggørelse.
Referencer
Danmarks Statistik. 2013. Folketal.
URL: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-befolkningsfremskrivning/folketal.aspx
Davis, D.L., Kesari, S., Soskolne, C.L., Miller, A.B., Stein, Y. 2013. Swedish review strengthens grounds for concluding that radiation from cellular and cordless phones is a probable human carcinogen. Pathophysiology 20 (2013) 123–129
URL: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23664410
Hallberg, Oerjan. 2006. Do we all become electrosensitive? Electromagnetic Biology and Medicine, 25: 189-191, 2006
URL: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16954121
Hardell, Lennart., Carlberg, Michael. 2013. Using the Hill viewpoints from 1965 for evaluating strengths of evidence of the risk for brain tumors associated with use of mobile and cordless phones. Reviews on Environmental Health, Volume 28, Issue 2-3 (Nov 2013)
URL: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24192496
Hillert, L; N Berglind, BB Arnetz, T Bellander. 2002. Prevalence of self-reported hypersensitivity to electric or magnetic fields in a population-based questionnaire survey. Scand J Work Environ Health 28 (1): 33–41.
URL: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11871850
IARC, (2011), ”IARC monographs on the evaluation of carcinogenic risks to humans, vol 102. Non-ionizing radiation, part II: radiofrequency electromagnetic fields”. International Agency for Research on Cancer, Lyon, Frankrig
URL: http://monographs.iarc.fr/ENG/Monographs/vol102/mono102.pdf
Sundhedsstyrelsen, 2013, Exposure from mobile phones, base stations and wireless networks - A statement by the Nordic radiation safety authorities. Sundhedsstyrelsen 2013.
URL:
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2013/traadloes-teknologi-ingen-evidens-for-helbredsmaessige-konsekvenser
Vela, et al., (1979), "Mechanism of lethal action of 2450 MHz radiation on microorganisms." Applied and Environ. Microbiol. 37: 550-553.
URL: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC243253/
WHO. 2011. Summary of the meeting at the WHO Headquarters, May 13th 2011, WHO, Geneve.
URL: http://win.infoamica.it/engart.asp?a=10&sa=0&art=418
WHO. 2005. WHO Fact sheet #296, December 2005.
URL: http://www.who.int/peh-emf/publications/facts/fs296/en/
WHO. 2004. WHO International Seminar and Working Group meeting on EMF Hypersensitivity, Prague, October 25-27, 2004].
URL: http://www.who.int/peh-emf/meetings/hypersensitivity_prague2004/en/